Forebyggelse
Tandbørstning
Den bedste måde at forebygge tandkødsbetændelse og tandsten på, er at børste dyrets tænder. Idet plak dannes hele tiden er det mest optimale at børste dyrets tænder dagligt.
Det tager ca. 3 dage fra et dyr har gennemgået en grundig tandrensning til dyret igen har dannet så meget plak, at der er betændelse i tandkødet.
Brug en meget blød tandbørste. Vi forhandler tandbørster af mærket curaprox som har flere børstehår end almindelige tandbørster og dermed er meget bløde og behagelige for dyret- især hvis dyrets tandkød er lidt ømt.
Alternativt kan man bruge en blød babytandbørste.
Tandpasta er ikke strengt nødvendigt men fås med smag og enzymer, som er en fordel. Brug aldrig tandpasta beregnet til mennesker. Dyrene tåler det ikke.
Når dyret skal tilvænnes tandbørsten kan det være en fordel at bruge en mikrofiber fingerspids. Denne sidder på fingeren så det egentligt er fingeren, der børster. Det kan være et godt redskab til dyr, der enten skal vænne sig til håndtering af munden eller til de som ikke accepterer egentligt tandbørstning.
Tilvænning til tandbørstning
For alle hunde og katte gælder, at det naturligvis er nemmest at lære nye rutiner mens de er små, men alle kan lære det.
Sådan gør du!
Det vigtigste er at gå langsomt og tålmodigt frem. Det handler først og fremmest om at give dyret (og dig selv!) en god oplevelse- ellers bliver det en daglig kamp. Så frem med godbidderne og fokuser på at gøre oplevelsen rar for hunden/katten.
Hvor i processen, der skal startes afhænger af hundens temperament.
Nogle hunde/katte skal måske starte med blød håndtering af munden uden egentlig børstning.
Øv lidt hver dag og pas på med at gå for hurtigt frem.
Undgå så vidt muligt at dække hundens øjne med den hånd, der ikke børster.
- Løft læberne lidt op, træk dem lidt tilbage osv. Blid og forsigtig håndtering fremmer det gode resultat. Skift mellem håndtering og godbidder.
- Brug fingrene eller en mikrofibertip til berøring af tænderne. Start med hjørnetanden. Senere udvides til kindtænderne.
- Væn hunden til tandbørste og evt. tandpasta ved at lade den smage på tandpastaen fra en finger eller lad den slikke tandpastaen af tandbørsten.
- Udvid dette til at børste. I første omgang hjørnetanden og derefter udvides til kindtænderne. Børst lidt ad gangen og start med de tænder, der er nemme at komme til.
- Fortænderne er ofte mere ubehagelige at få børstet, så disse tilvænnes til sidst. Her er man nødt til at holde munden lukket og løfte læben op.
Byg gradvist på og husk at rose og belønne hunden hele tiden.
Det er vigtigt at gøre sig klart at det for nogle hunde tager mange uger før man opnår en regulær tandbørstning.
Her kan du se en dansk video som guide til tandbørstning. Videoen er produceret af Jens Ruhnau, Danmarks eneste dyrlæge, som er specialistuddannet indenfor tænder