Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Forebyggelse og daglig pleje

Hos rigtig mange dyr er daglig pleje nødvendig for at forebygge tandsten og tandkødsbetændelse. Især små hunderacer er særlig disponeret for tandkødsbetændelse og parodontose, men begge dele ses hos hunde og katte i alle aldre.

Den daglige pleje har til formål at fjerne de bakteriebelægninger (plak), som dannes hele tiden. På den måde fjernes bakterier der -hvis de ophobes- kan fremkalde betændelse i tandkødet.

Ved den daglige pleje bør man også lægge mærke til evt. tandskader (knækkede tænder, fremmedlegemer mellem tænderne osv.)

Plak er en blød belægning, som består af bakterier, foderrester mv. Den fjernes mest effektiv med en blød tandbørste.

Tandsten er videreudviklingen af plak, hvor der er indlejret kalcium i plakken så denne hærdes til hårde belægninger på tænderne.
Tandsten og plak er særlig skadelig når det ligger under tandkødet- dvs. den del af tanden vi ikke kan se.
Alle tænder- også de sunde- har en lille vold under tandkødet, hvor der kan ophobe sig plak.

Forebyggelse

Tandbørstning

Den bedste måde at forebygge tandkødsbetændelse og tandsten på, er at børste dyrets tænder. Idet plak dannes hele tiden er det mest optimale at børste dyrets tænder dagligt.
Det tager ca. 3 dage fra et dyr har gennemgået en grundig tandrensning til dyret igen har dannet så meget plak, at der er betændelse i tandkødet.
Brug en meget blød tandbørste. Vi forhandler tandbørster af mærket curaprox som har flere børstehår end almindelige tandbørster og dermed er meget bløde og behagelige for dyret- især hvis dyrets tandkød er lidt ømt.
Alternativt kan man bruge en blød babytandbørste.
Tandpasta er ikke strengt nødvendigt men fås med smag og enzymer, som er en fordel. Brug aldrig tandpasta beregnet til mennesker. Dyrene tåler det ikke.

Når dyret skal tilvænnes tandbørsten kan det være en fordel at bruge en mikrofiber fingerspids. Denne sidder på fingeren så det egentligt er fingeren, der børster. Det kan være et godt redskab til dyr, der enten skal vænne sig til håndtering af munden eller til de som ikke accepterer egentligt tandbørstning.

Tilvænning til tandbørstning

For alle hunde og katte gælder, at det naturligvis er nemmest at lære nye rutiner mens de er små, men alle kan lære det.

Sådan gør du!
Det vigtigste er at gå langsomt og tålmodigt frem. Det handler først og fremmest om at give dyret (og dig selv!) en god oplevelse- ellers bliver det en daglig kamp. Så frem med godbidderne og fokuser på at gøre oplevelsen rar for hunden/katten.
Hvor i processen, der skal startes afhænger af hundens temperament.
Nogle hunde/katte skal måske starte med blød håndtering af munden uden egentlig børstning.
Øv lidt hver dag og pas på med at gå for hurtigt frem.
Undgå så vidt muligt at dække hundens øjne med den hånd, der ikke børster.

  • Løft læberne lidt op, træk dem lidt tilbage osv. Blid og forsigtig håndtering fremmer det gode resultat. Skift mellem håndtering og godbidder.
  • Brug fingrene eller en mikrofibertip til berøring af tænderne. Start med hjørnetanden. Senere udvides til kindtænderne.
  • Væn hunden til tandbørste og evt. tandpasta ved at lade den smage på tandpastaen fra en finger eller lad den slikke tandpastaen af tandbørsten.
  • Udvid dette til at børste. I første omgang hjørnetanden og derefter udvides til kindtænderne. Børst lidt ad gangen og start med de tænder, der er nemme at komme til.
  • Fortænderne er ofte mere ubehagelige at få børstet, så disse tilvænnes til sidst. Her er man nødt til at holde munden lukket og løfte læben op.

Byg gradvist på og husk at rose og belønne hunden hele tiden.

Det er vigtigt at gøre sig klart at det for nogle hunde tager mange uger før man opnår en regulær tandbørstning.
Her kan du se en dansk video som guide til tandbørstning. Videoen er produceret af Jens Ruhnau, Danmarks eneste dyrlæge, som er specialistuddannet indenfor tænder

Hvornår skal man begynde?

Det skal man så hurtigt som muligt. Det optimale er naturligvis at begynde mens dyret er hvalp eller killing.
Men har man ikke fået dette opstartet og først senere erkendt at dyret har et mundhuleproblem kan det hos langt de fleste sagtens læres.

Hos hvalpe og killinger bør det være en del af den daglige håndtering at tænderne børstes. Dette er særlig vigtigt for hvalpe af små racer idet disse er disponeret for parodontose.

Hunde af små racer bør også besøge dyrlægen til tandtjek allerede når de er ca 1 år gamle så problemerne kan tages inden de vokser sig for store.

Hos den voksne hund eller kat som har et tand/mundhule problem kan der ofte med fordel startes forud for en aftalt behandling.
Dette lader sig naturligvis kun gøre hvis ikke dyret har smerter fra munden. I så fald bør man vente. Er der tale om tandsten og milde former for tandkødsbetændelse er det dog en fordel at starte træningen inden behandlingen så man kan følge op med vedligeholdelse umiddelbart efter dyrets tandrensning.
Vi anbefaler at man drøfter denne mulighed med dyrlægen inden man går i gang. Har dyret smerter fra munden risikerer man at gøre det endnu vanskeligere at børste tænderne.

Tandtjek og tandrensninger

Den daglige pleje bør altid følges op af regelmæssige kontroller hos dyrlægen.
Vi har altid gratis tandtjek hvor vi vurderer tænderne på den vågne hund eller kat.
Her vurderer vi om der er behov for yderligere undersøgelse/behandling og laver gerne prisoverslag på dette.

Behovet for egentlig tandrensning i narkose er MEGET varierende fra dyr til dyr så der er ingen faste intervaller herfor.

Supplerende forebyggelse

Bidestænger
Der er på markedet utallige former for tyggeben med tandrensende effekt.
Tyggebens effektivitet er minimal i forhold til tandbørstning men kan være et godt supplement.
I studier er vist en mild reduktion i forhold til hunde som ikke har adgang til tyggestænger så lidt effekt har de. Men alle hunde i studiet havde stadig tandkødsbetændelse.

Tyggeben, knogler, osv. har primært funktion i kraft af at hunden ligger og arbejder mekanisk med tænderne. På den måde gnides noget af plakken af.
Enkelte former for bidestænger er tandstensforebyggende i kraft af at der er tilsat forskellige stoffer der hæmmer dannelsen af tandsten. Man skal dog her huske at den effekt kun opnås hvis hunden rent faktisk bruger tid på at tygge i dem, så det er vigtigt at de er kraftige nok til den enkelte hund.

Dental Fuldfoder
Flere foderproducenter har fuldfoder til både hunde og katte, der er decideret tandstensforebyggende. Her er pillen ofte stor og formet til mekanisk at slibe, samtidig med at der er tilsat stoffer, der binder calcium fra spyttet

Aquadent er en velsmagende væske der tilsættes drikkevandet.

Plaque off er et pulver der tilsættes foderet.

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.