Nytårsforberedelser

Forberedelser
Når det gælder om træning og forberedelse til nytårsaften, kan man næsten ikke starte for tidligt.
Det er svært at forberede dyret på situationen, fordi man aldrig vil kunne genskabe lyde og lys på samme måde, som når det rigtig går løs.

Lyd CD
For hvalpe og killinger, hvor man ikke rigtig ved hvordan dyret vil tackle situationen kan det være en rigtig god ide at introducere dyret for nogle af lydene ved hjælp af en lyd cd. En sådan cd giver mulighed for at træne dyret under trygge omstændigheder og med masser af positiv associering i form af godbidder, ros og leg.
Der vil typisk startes med lav volumen og gradvist justeres lydene op. Det er her YDERST vigtigt, at man ikke går for hurtigt frem. Så start i god tid. Typisk indeholder lyd cd'er forskellige lyde som dyr ofte er utrygge ved (skud, torden, fyrværkeri mv.)
Søg gerne hjælp på klinikken til valg af cd og hvordan du bedst griber træningen an.
Lydtræning kan også reducere angsten hos de meget bange dyr, men det kræver LANG tids træning hvis hunden først har haft en dårlig oplevelse. Så start i god tid. Gerne et helt år i forvejen...
Det er dog aldrig for sent- træn regelmæssigt og gå langsomt frem.

Angstdæmpende præparater
Der findes rigtig mange forskellige præparater på markedet, som virker angstdæmpende uden at være egentlig "medicin". De fleste er kosttilskud men der findes også duftstoffer (feromoner f.eks. adaptil, Feliway) som har positiv effekt på stress og angst.
Disse præparater kan med fordel bruges samtidig med træningen.

Kosttilskud
Kosttilskuddene kan implementeres i kosten som, de kan være formuleret som kapsler eller flydende.
Midler som indtages som kosttilskud er oftest biopeptider (dele af proteiner) som har en virkning i kroppen ud over ernæring. Der er ingen bivirkninger af disse, og de kan ikke overdoseres. Effekten er beroligende uden at være sløvende.

Feromoner
Feromoner er syntetisk fremstillede duftstoffer der virker beroligende og angstdæmpede. De findes som diffusorer (til at sætte i stikkontakten), som halsbånd hvor kropsvarmen giver en fordampning og som spray.

Receptligtige midler
I rigtig mange tilfælde bruger vi kombinationer af ovennævnte midler og receptpligtige midler til selve nytårsaften. Også her er der flere muligheder, så har du oplevet manglende effekt af én slags medicin er det altså ikke ensbetydende med at der ikke er noget der hjælper.

I december er der ofte allerede situationer med fyrværkeri, som kan gøre hunden/katten nervøs.
Hvis man ved at ens dyr er angst i "små" situationer hele december er det en rigtig god ide at starte med calm foder, kosttilskud eller andet præparat allerede i december.

I situationen er det vigtigt, at ejer bevarer roen og udstråler at situationen er helt under kontrol.

Det kan være svært, hvis der er gæster og folk som kommer og går, bordbomber mv.
Er hunden i hjemmet bør der derfor tages forholdsregler så den ikke stresses.

Generelle gode råd

  • Hvis du ved at din hund er angst er det særlig vigtigt at du starter med angstdæmpende præparater INDEN situationen opstår. For de fleste er det en god ide at starte senest dagen før (kosttilskud).

  • Sørg for at hunden er fysisk godt motioneret i god tid inden det går løs.
  • Træk gardinerne for inden mørket falder på og lad lys brænde.
  • Sæt musik på der hvor hunden - gerne helt almindelig radio/hverdagslyde.
  • Har man mulighed for det er det rigtig godt at have et rum hvor hunden skærmes fra lysglimt mv. Er hunden vant til en transportkasse kan det være et trygt tilholdssted. Træn gerne hunden så den forbinder kassen med noget godt.
  • Lad være med at pylre om hunden
  • Ignorer hundens reaktioner på fyrværkeri.

Vi står altid til rådighed for spørgsmål og hjælp til hvordan du tackler din hunds angst. Kontakt gerne klinikken i god tid inden nytåret, så du kan starte op tids nok på forberedelserne.