Kennelhoste

Hvad er kennelhoste

Kennelhoste kaldes kennelhoste, fordi det er en hoste, der er smitsom. Derfor ses den typisk hos hunde, der har været i nærkontakt med andre hunde.

Kennelhoste er ikke EN virus eller EN bakterie ligesom f.eks. influenza. Kennelhoste er en betegnelse for hoste, der smitter. Sygdommen kan derfor skyldes forskellige virus eller bakterier. De hyppigst fundne virus hos hunde med smitsom hoste er parainfluenza og Adenovirus 2 men mange andre virustyper er fundet hos hunde med kennelhoste.

Ofte starter kennelhoste som en virusinfektion. Hos især unge hunde kan bakterien Bordetella Bronchiseptica dog være sygdomsfremkaldende alene.

Hosten kan forværres ved tilstødende infektion med bakterier herunder Bordetella Bronchiseptica, E. coli, pseudomonas med flere.

Smitte

Kennelhoste smitter ved kontakt med luftvejssekreter. Dermed kan den smitte ved kontakt hunde i mellem, via legetøj, pinde etc. Den kan også smitte ved at hunde snuser til ophostet sekret fra syge hunde.

Det tager typisk 5-7 dage fra kontakten med inficeret materiale til hunden udvikler symptomer.
Når hunden er smittet må man regne med en smitte, der varer i mindst den tid hunden hoster. Afhængig af om det er en virusinfektion eller om der er bakterier involveret kan hunden udskille virus i helt op til 5-6 uger efter helbredelse! Men som udgangspunkt den tid hunden hoster.

Symptomer

Klassisk kennelhoste er en øvre luftvejsinfektion.
Det betyder, at det er svælg og næsehule, der er ramt. Symptomerne er da (listet efter hyppighed):

  • Tør rungende hoste
  • Opkast efter hosteanfald
  • Nedstemthed
  • Hævede lymfekirtler ved halsen.
  • Feber
  • Nedstemthed (sover meget, spiser mindre)
  • Næseflåd (vandigt)
  • Øjenflåd (vandigt)

Kennelhoste kan vise sig på mange måder, lige fra hunden der hoster så meget, at den intet kan holde i sig til hunden, der bare har lidt næseflåd.
Det skyldes, at der er så mange forskellige årsager til hosten og ligeså mange varianter af immunforsvar.
Når man taler om kennelhoste er det dog typisk den voldsomme rungende hoste, der ses. Ofte lyder det som om hunden har fået noget galt i halsen. Hosten starter typisk ret pludseligt fra dag til dag.

Hosten er oftest voldsom de første 2-5 dage, hvorefter den stilner af. Der kan dog ses mildere hoste og nedsat præstation (hunden bliver nemmere forpustet og træt) i helt op til ca. 6 uger.

I sjældne tilfælde kan kennelhoste udvikles til at give lungebetændelse. Typisk vil hunden da virke tiltagende dårlig.

Generelt gælder det, at unge hunde rammes hårdere end ældre hunde.
Uvaccinerede hunde rammes ofte også hårdere end vaccinerede hunde.
Kortsnudede hunde som bulldogs vil ofte være mere generet af hosten end "normale" hunde.

Behandling

Kennelhoste går som regel over af sig selv. Du kan hjælpe din hund ved at:
  • Hold hunden i ro, så længe den hoster
  • Brug brystsele i stedet for halsbånd

Der bør søges dyrlæge hvis:
  • Hunden virker til at have smerter når den hoster
  • Hunden ikke æder og drikker næsten normalt
  • Hunden har feber over 39 grader
  • Hosten varer udover 5 dage uden bedring
  • Hosten forværres i forløbet
  • Hvis din hund er en såkaldt brachycephal hund dvs. kortsnudet/bulldog type.
  • Eller hvis du som ejer er utryg ved hundens tilstand.

Behandlingen vil oftest bestå i hostedæmpende medicin og eventuelt antibiotika.


Forholdsregler
Undgå kontakt til andre hunde så længe hunden hoster.

Forebyggelse

Vaccination

I de almindelige årlige revaccinationer indgår hos os altid parainfluenza og adenovirus 2.
Parainfluenza kræver ÅRLIG revaccination i modsætning til andre sygdomme i vaccinen som holder i 3 år.

Foruden denne standard vaccine kan man vælge at vaccinere med en næsevaccine der indeholder både parainfluenza og Bordetella Bronciseptica. Dette er ikke vaccine, der gives rutinemæssigt.

Vi anbefaler næsevaccinen hvis:
  • Hunden skal i pension
  • Bruges til udstilling og konkurrence
  • Er en bulldog, fransk bulldog eller anden kortsnudet hund.
  • Hvis hunden har dårlige luftveje (ex.bronchitis)
  • Hvis hunden kommer meget sammen med andre hunde.

Man skal dog huske, at ingen af vaccinerne aldrig giver 100 % beskyttelse, fordi der er så mange virus og bakterier, der kan være involveret.

Vaccination giver en vis beskyttelse, så hunden rammes mildere.