Jeg skal have hvalp

Hunden er menneskets bedste ven siges det, men det skulle også gerne vende den anden vej, således at mennesket var hundens bedste ven.
Der er en række ting du kan gøre for at give din hvalp det bedst mulige liv.

Først og fremmest er det vigtigt at du sætter dig ind i om du og din familie overhovedet har tid og overskud til at have sådan en lille hvalp. Herefter er der en række beslutninger der skal tages. Hvilken race passer til familiens temperament og hverdag - her er det en god idé at konsultere en adfærdsterapeut eller en dyreklinik, der har et godt racekendskab. Er alle i familien enige om at anskaffe sig en hund?- hvis ikke så vent til I er helt enige om en afgørelse. Skal vi have en hanhund eller en tæve osv. Besøg med fordel siden før du køber hund.
Vær også meget opmærksom på hvordan din hvalps liv er startet. De første 8 ugers prægning betyder meget.

Vidste du det?
Prisen på den lille hvalp er forbavsende lille når man tænker på
hvad det koster at holde hund i måske 10-15 år. Det er vigtigt
at medregne udgifterne til vaccination, hundeudstyr, hundemad, loppemidler,
træning, pelspleje, pensionsophold/pasning, forsikringer samt
regelmæssige og uventede dyrlægebesøg.
Overvej derfor nøje om det er hund du skal have, hvis prisen på hvalpen
afskrækker dig allerede inden købet.


Når hunden ankommer til sit nye hjem, er det vigtigt at give den fred og ro til at undersøge hjemmet. Lad være med at presse den nye steder hen, fordi du gerne vil vise den hele huset. Tænk på at hvalpen lige er taget fra alt den kender - sæt dig i hvalpens sted, hvis du sad sammen med familien og pludselig blev du taget væk fra dem og skulle bo i nye omgivelser og hos mennesker du ikke kendte.
Lad hunden udforske de nye omgivelser i sit eget tempo. Sørg for at give hunden omsorg og trøst hvis den bliver ked af det.

Vidste du det?
En hundehvalp er modtagelig for indlæring, fra den er ganske lille. Gør dig klart hvad du vil tillade din hvalp før du får den. Husk
på at den lille søde hvalp også bliver voksen, og det du lærer hvalpen fortsætter den med som voksen. Husk at det er lettere at skabe gode rutiner og vaner end
at ændre dårlige og uheldige vaner.


Køb de mest nødvendige ting ind, inden hunden kommer hjem. Køb en kurv til hunden og lær den at sove der frem for i sengen. Hunden har ikke godt af at ligge i sengen. Flere og flere hunde udvikler allergi for husstøvmider, og dem findes der mange af i vores senge. Sov eventuelt på en madras ved siden af hundens kurv de første par nætter og flyt herefter din madras længere og længere væk fra kurven. Hvis hunden ikke er sammen med dig hele døgnet er det også lettere at lære den at være alene hjemme.
Vær konsekvent overfor hunden i din opdragelse. Det nytter ikke at hunden må komme i sofaen den ene dag, men dagen efter må den ikke. Det kan hunden ikke finde ud af og du gør både hunden og dig selv en tjeneste ved at være konsekvent HVER GANG.


Vidste du det?
Det er lovkrav at hunden skal være ID mærket og registreret når den er 8 uger!

Når du køber hunden, så sørg for at få oplysninger om hvornår hunden sidst har fået ormekur, og om den er blevet vaccineret og fået et sundhedstjeck. Hvalpen skal have ormekur 3 gange i alt inden den er omkring 5 måneder gammel. Hvis hvalpen fra starten skal være meget sammen med andre hunde, er det en god idé at få hvalpen vaccineret ved 8. og 12. leveuge. Hvis hvalpen i de første uger primært er i hjemmet og evt. haven anbefaler vi vaccination ved 12. og 16. leveuge. Vær opmærksom på, at der skal gå mindst 3 dage mellem du giver hvalpen ormekur og at du lader hvalpen vaccinere. Hvis de to ting sker for hurtigt efter hinanden, kan du gøre hvalpen unødig syg/sløv, da immunforsvaret ikke er så stærkt endnu.

Vidste du det?

Sygeforsikring af din hund dækker udgifterne (minus selvrisiko) hvis din hund
kommer til skade og behøver dyrlægehjælp. Dette kan være af
stor fordel hvis uheldet skulle være ude i en vagt (aften/nat eller weekend).
Sygeforsikring bør du ikke vælge, men derimod tage det som
en selvfølge, og aktivt vælge det fra, hvis du ikke ønsker din hund dækket.

Tag din hund til et årligt tjek hos din dyrlæge, specielt når din hund kommer op i alderen. Tænk på at for hvert år der går er din hund blevet 7 år ældre. Det er de færreste mennesker der undgår lægebesøg af den ene eller anden årsag i 7 år. Muligvis udviser din hund små symptomer på sygdom, som du ikke selv er opmærksom på. Det er trods alt bedre at forebygge end at helbrede.

Vidste du det?
Ved diarre tilfælde hos en hvalp er det vigtigt at du spørger din dyrlæge
til råds, før du selv forsøger at afhjælpe den dårlige mave.
Eksempelvis må du IKKE give din hund A38. Hvis hvalpen gennem længere
tid har været fravænnet mælk fra moderen, kan den ikke længere omdanne laktosen
i mælken og dermed kan du selv skabe en diarre hos din hvalp. Endvidere
indeholder mælkeprodukter kalk som kan være til stor skade for din hvalp.
Hvalpe af store racer optager kalk i knogler i vækstperioden.
Hvis man i denne periode giver sin hund for meget kalk, kan man fremprovokere
anormaliteter i knogler og led. Tænk derfor meget på hvad du fodrer din hvalp med.


Væn hunden til at blive undersøgt og berørt alle steder. Gør det gerne i forbindelse med leg eller fodring med godbidder således hunden vænner sig til undersøgelse og berøring og forbinder dette med noget godt. Hermed kan du være med til at gøre besøg hos dyrlægen til en god oplevelse for hunden. Kig ører og rør let ved øret med en finger. Se jævnligt hundens tænder og øjne efter. Rør ved bagben og poter og lær hunden at ikke er farligt. Hold det ved lige selvom hunden ikke reagerer negativt.
 
Vi anbefaler:
Overvej nøje om du har tid og råd til at anskaffe dig en hund - tal evt. med nogen der har god forstand på hunde. Sørg for at give din hund det bedst mulige liv mens du har den. Gå ikke på kompromis med hundens sundhed.
Hav tålmodighed med en lille ny hvalp - den giver dig mange glæder igen.

Du kan med fordel besøge siden "tjek hvalpen"

eller siden "før du køber hund".

Begge meget informative sider med gode råd om hvad du bør tænke på før du køber hvalp.