Ice har mavepine

Ice til trådfjernelse med sin fine bodystocking.
(Alternativ til krave.)
Ice til trådfjernelse med sin fine bodystocking.
(Alternativ til krave.)

Ice er en 8 år gammel springer spaniel. Han kom til os i klinikken, fordi han var begyndt at tisse inde om natten. Tit lækkede han urin, når han sov.
Han var blevet tykkere om maven, tottet i pelsen og drak også meget.
Humøret fejlede dog intet.
Vi undersøgte Ice og udtog blodprøver som viste en svag stigning i akutfase protein (tegn på infektion) men ellers intet af betydning. Mens svaret på blodprøverne afventes begynder Ice at kaste op- næsten daglige opkastninger/opkastningsforsøg.
Afføringen var normal, men dog med græs i.
Ice virkede tiltagende tyk om den forreste del af bugen og vi valgte at tage røntgen af ham.
Hans mavesæk virkede voldsomt udspilet og fuld af indhold, trods det, at han ifølge ejer havde kastet såvel morgen som aftensmad op.
Ice kom ind til en udvidet undersøgelse, hvor vi først kiggede i mavesækken med en kikkert ført gennem spiserøret. Herigennem kunne vi se en sort fast masse i mavesækken samt rødme og irritation af maveslimhinden.
Vi gav Ice kontrastvæske og tog røntgen af mavesækken før og efter og afventede at mavesækken skulle tømme kontrastvæsken videre.
Der skete intet. Mavesækken forblev fuld omend ikke udspilet mere.
Der var ingen tegn på, at den masse vi kunne se på røntgen dagen i forvejen havde flyttet sig.

Vi valgte derfor at lukke Ice op og åbne mavesækken.
Her fik vi en af de mere mærkværdige oplevelser.
Ice's mavesæk var pakket ud med halvrådnende blade surt lugtende, tæt stuvet sammen og tilsammen over 400g. Disse har af uvis årsag ikke bare passeret mavesækken men pakket sig til en massiv klump.

Disse blev fjernet, det hele syet sammen igen og Ice kom hjem med skånekost, smertestillende medicin samt antibiotika.

Ice spiste og drak samme dag, havde normal afføring og har haft det rigtig fint lige siden. Hans drikkelyst er normaliseret og han er ikke længere urenlig om natten.

Han har formentlig haft en lokal irritation i maveslimhinden pga. bladene som har givet ham den øgede drikkelyst og deraf følgende øget tissetrang.

Ice kom ind til os med en rigtig fin julegave til os som tak for hjælpen.
Han er heldigvis fortsat meget glad for at komme hos os i klinikken.

Indholdet fra Ice's mavesæk
Indholdet fra Ice's mavesæk