En pind på afveje

Søde uheldige Gamma
Søde uheldige Gamma

Gamma er en dejlig aktiv labrador på 5 år. Hun elsker, at der sker noget og har faktisk været patienthistorie en gang tidligere tilbage i 2015, hvor vi opererede et fremmedlegeme ud af maven på hende.

For 3 uger siden besøgte hun os, fordi hun var akut halt. På grund af efterårsferien var det vores kollega Pia fra Dyrenes Læge og Øjenklinik der kiggede på hende. Hun fandt et sår på forsiden af poten mellem tæerne. Der blev taget røntgen af poten for at se, om der var brud/fremmedlegemer at se i poten. Det var der ikke og Gamma blev sendt hjem med smertestillende og antibiotika.
Hun fik det hurtigt godt, blev hurtigt haltfri og såret helede fint ind.

Nu -efter 3 uger- var den så gal igen med poten. Denne gang på bagsiden af poten over den store trædepude. Der var i løbet af få dage kommet en bule, som Gamma slikkede meget i, og nu var der gået hul på bulen.
Vi fik lov at kigge lidt nærmere på såret og fik lirket et relativt stort stykke træ ud af såret.
Tilbage var et dybt sår med betændelse og en dyb lomme både ovenfor og nedenfor såråbningen.

Fordi såret var så dybt valgte vi efter grundig rensning af såret, at lægge et dræn i og sy såret sammen omkring drænet.

Gamma fik drænet ud 2 dage efter og et tjek af såret efter 5 dage viste et sår i god heling. Ejer vasker og renser stadig såret dagligt til vi kan tage trådene.

Et fremmedlegeme af træ, vil desværre ikke kunne ses på røntgen og kroppen vil som det er tilfældet her, udstøde det ved en betændelsesproces. Formentlig har Gamma trådt på en gren hvor spidsen er knækket af og er blevet siddende i bunden af såret.

Her ses pinden der før lå helt inde i såret
Her ses pinden der før lå helt inde i såret
Gammas sår efter at pinden er taget ud
Gammas sår efter at pinden er taget ud
Her ses resterne af det oprindelige sår Gamma fik behandlet for 3 uger siden
Her ses resterne af det oprindelige sår Gamma fik behandlet for 3 uger siden